Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Børns Vilkår har netop udgivet rapporten ’Svigt af børn i Danmark’ for 10. år i træk. Den gør igen status over, hvordan vi lykkes med at beskytte børn og unge mod et liv i udsathed. Budskabet er desværre velkendt. Tidlig udsathed trækker spor langt ind i ungdomslivet.
Mange af de børn, der var anbragt som 10-årige, er fortsat anbragt flere år senere. Udsatte unge gennemfører sjældnere en ungdomsuddannelse, børn der er udsat for svigt, har oftere en vanskelig skolegang, og børn, som vokser op i familier med misbrug, har større risiko for senere selv at udvikle psykiske problemer eller misbrug. Det har vi vidst længe. Alligevel lykkes vi ikke godt nok med at gribe ind, før problemerne vokser sig store.
Vi skal derfor investere tidligere og mere målrettet i de indsatser, der kan forhindre, at udsatte børneliv udvikler sig til ungdoms- og voksenliv præget af mistrivsel, manglende uddannelse og svag tilknytning til arbejdsmarkedet.
Den, der sår, er sjældent den, der høster
Ideen bag sociale investeringer er enkel. Forebyggelse koster penge nu, mens gevinsterne ofte først viser sig mange år senere. Hvis et barn får den rette hjælp i tide, kan vi måske for eksempel forebygge mange års mistrivsel og skolefravær. Det betyder først og fremmest et bedre børne-, ungdoms- og voksenliv, men kan også mindske samfundets udgifter på længere sigt.
Det er svært at være uenig i. Det svære er dog, at investering og gevinst sjældent går ind og ud af samme kasse. Den myndighed, der betaler for en tidlig indsats, høster sjældent hele gevinsten. Resultater viser sig ofte først efter længere tid og besparelser kan ende i andre kasser, i andre kommuner, eller i stat og regioner. Der er dermed tale om en høste-så-problematik. Samtidig skal myndigheden – ofte en kommune – lægge pengene ud nu og selv bære risikoen for, at indsatsen ikke virker efter hensigten.
En investering kan derfor være en god forretning for det offentlige samlet set, men en dårlig forretning for den enkelte kommune eller forvaltning. Og derfor blive valgt fra.
Investoren bærer risikoen
De såkaldte sociale effektinvesteringer er en måde at håndtere denne problemstilling.
Her finansierer en investor indsatsen på forhånd. Myndigheden, leverandøren og investoren aftaler, hvilke resultater indsatsen skal skabe og hvordan de skal måles. Det kan for eksempel være lavere skolefravær og øget trivsel blandt børn og unge.
Hvis de aftalte resultater ikke opnås, bærer investoren hele eller en del af det økonomiske tab. Hvis resultaterne opnås, får investoren hele eller en del af investeringen tilbage, eventuelt med et aftalt afkast. Modellen mindsker dermed myndighedens økonomiske risiko og kan skabe plads til hurtigere at afprøve og udvikle lovende indsatser.
Modellen løser dog ikke i sig selv høste-så-problematikken.
Den flytter hele eller en del af risikoen fra kommunen til investoren, men gevinsterne havner stadig delvist uden for kommunekassen. Her kan en statslig resultatbetalingsfond hjælpe. Fonden betaler en del af regningen, når en kommunal eller regional indsats har skabt de aftalte resultater. Så kommer finansieringen til at afspejle, at værdien af forebyggelse går på tværs af myndigheder. Der er i finansloven afsat midler til at afprøve modellen. Det er et vigtigt første skridt, men indtil videre i begrænset skala.
Barnet er den egentlige gevinst
Når vi taler om investeringer, afkast og gevinster, kan sproget hurtigt blive økonomisk og distanceret. Derfor må vi holde fast i, hvad resultaterne i sidste ende skal måles på, nemlig om barnet bliver hørt, får den rette hjælp og oplever større trivsel, tryghed og mulighed for at deltage i skole og fællesskaber og dermed klare sig bedre i livet.
I Børns Vilkår møder vi hver dag børn, som vokser, når de bliver set, lyttet til og taget alvorligt. Det er den gevinst, vi skal søge gennem kloge investeringer.
